Maslows lykkepyramide

Mange kender den som behovspyramiden - vi kalder den lykkepyramiden, fordi arbejdet med de øverste lag i pyramiden netop kan være vejen til et lykkeligt liv.

Den russiske psykolog Abraham Maslow har opfundet denne pyramidemodel, som er en måde at anse menneskets udvikling på. Hvis du vil have det godt og udvikles som menneske, så er pyramidens niveauer vigtige at få dækket. De tre nederste niveauer er mangelbehov, og de to øverste er vækstbehov.

Mangelbehov

Det nederste niveau i pyramiden er de fysiske og basale behov; altså mad, drikke, søvn, formering og vejrtrækning.

Herefter skal vi have sikkerhed for de basale behov. Det betyder, at det ikke er nok at vide, at du kan få opfyldt dine behov nu og her – du vil gerne have sikkerhed for, at du også kan få dækket dine behov i morgen og om en måned. Sikkerhedsbehovene kan være at have et arbejde, så du kan betale dine regninger. Det kan være at gifte sig med en partner, så I er sikre på hinanden i lang tid fremover. Det kan også være bolig, helbred og ressourcer. 

Det sidste niveau af mangelbehovene er relationer og tilhørsforhold. Det kan være et kærlighedsforhold, venner eller gode kollegaer, som giver dig tryghed i at høre til et sted. Om du skal have to eller 20 tætte venner er individuelt. Det vigtigste er, at du selv er tilpas, tilfreds og tryg i dine relationer.

Hvis de tre grundlæggende mangelbehov ikke er opfyldt, så vil din krop og hjerne give nogle alarmer eller signaler. Det føles ikke godt, og du kan få ondt i maven eller føle andet ubehag.

I vores del af verdenen er det knap så meget de basale og sikkerhedsmæssige behov, vi bakser med – det er i højere grad relationsbehovet, hvor mange mennesker lader sig nøje med nogle relationer, som ikke føles gode, men giver tryghed, fordi de har været der i lang tid, og man er bange for at stå alene, hvis man afslutter en relation. 

De tre mangelbehov skal altså være på plads, før du kan begynde at udvikle dig mod fantastisk. Det gør du igennem vækstbehovene.

Vækstbehov

Det første vækstbehov er påskønnelse og taknelmmelighed, som betyder, at du påskønner og anerkender dine relationer, dine egne kompetencer, og de små ting som at der er vand i vandhanen.

Det sidste niveau i pyramiden er selvrealisering, som ofte misforstås. Mange tolker dette behov som om, at du skal ud og realisere dit ego og prøve dine kompetencer af ved at bestige Kilimanjaro eller løbe et maraton.

I virkeligheden betyder selvrealisering, at du kan og tør være fuldstændig dig selv. Her tør du at sige din mening, og du føler dig på plads med din personlighed – også når du er sammen med andre mere eller mindre bekendte mennesker. Det handler ikke om at præstere, men om at kunne være fuldstændig dig selv.

Første trin mod påskønnelse

Hvordan kommer du så i gang med vækstbehovene? 

Det første, du kan gøre, er at forstå to forskelle i påskønnelsesbehovet. Du kan påskønne noget, du selv eller andre gør, altså dine handlinger som giver selvtillid. Du kan også påskønne noget, du selv eller andre er, altså dit værd som giver netop selvværd. 

Der er meget personlig udvikling i at påskønne sit eget og andres værd, i stedet for at påskønne handlinger. Hvis du kan arbejde med dette, så er du godt på vej mod toppen af pyramiden.

Du kan høre mere om lykkepyramiden i podcasten ”Fra fint nok til fantastisk”.

Maslow.PNG